ARTikel

Har din hund gigt?

Blog-post-photos-1200x628-px-2 (2)

Gigt kan være smertefuldt

For mange er det en selvfølge, at hunden med alderen bliver mere stivbenet og mindre aktiv. Ofte har man som ejer ikke følelsen af, at ens hund har smerter, da dyret ikke halter, men er mere generelt stiv og eventuelt ændrer sine rutiner. Mange af disse ændrede rutiner opfattes let som en naturlig reaktion på, at dyret bliver ældre og derfor har mindre behov for og lyst til at være aktiv. Hvis årsagen til disse ændringer er slidgigt, vil dyret have smerter i større eller mindre grad, hvilket forringer hundens livskvalitet. Hunde reagerer med nedsat aktivitet, hvilket gør, at hunden måske sakker bagud på gåturen. Lysten til at lege, gå på trapper, springe op i bilen eller sofaen bliver mindre. Det kan nemlig være svært for hunden at rejse sig, når den har sovet eller været inaktiv i længere tid. Nogle hunde bliver mere aggressive over for andre hunde eller mennesker, og bryder sig ikke om at blive berørt omkring gigtplagede led. Nogle hunde bider eller slikker sig omkring led med gigtforandringer.

Unge hunde kan også få gigt

For hundes vedkommende ses gigtforandringer oftest i hofte, knæ, albue, skulder og et eller flere led i ryggen. Det er ikke kun gamle dyr, der rammes af gigt – også yngre dyr med f.eks. hofteledsdysplasi eller andre lignende lidelser kan være plaget af gigt.

Hjælp til hunden med gigt

Der findes mange øvelser, som kan være gavnlige for at bevare bevægeligheden af leddene og samtidig styrke muskulaturen omkring dem, så belastningen på leddene ikke bliver for stor. Mange af disse kan foretages hjemme, og dermed kan stort set alle hunde hjælpes. Massage kan også hjælpe gigtpatienten, bl.a. pga. den smertestillende effekt. Det kan være en god idé at få hjælp til at sammensætte et passende træningsprogram for hunden, og det er vigtigt at indstille sig på, at træningen i et vist omfang vil være livslang, da hunden ellers vil falde tilbage i det gamle mønster. Med små tilpasninger af hjemmet kan man hjælpe hunden til en mere komfortabel hverdag. Det gælder f.eks. fodring på et sted, hvor hunden ikke skal springe højt. Det kan også være indretning med trapper op til foderplads og foretrukne hvilesteder. Tilsvarende hjælpemidler kan bruges, så hunden kan komme i møbler og seng uden at skulle springe, ligesom en rampe til bilen kan være en stor hjælp for den gigtplagede hund. Man bør også sørge for, at hunden har en passende seng, som er blød og bekvemmelig. På denne måde belastes leddene ikke, og det er nemmere for hunden at bibeholde normaltemperaturen. Tænk også på at glatte gulve udgør en risiko for, at slidte led belastes unødigt. I den kolde tid kan hunden have gavn af et dækken, når den færdes ude eller ligger i en kold bil.

Gigtmedicin til hunde

Tilskud af glukosamin og chondriotin, som hjælper med at vedligeholde ledbrusken, kan i mange tilfælde hjælpe gigtpatienter. Disse tilskud findes både i flydende form, tabletter eller pulver. Der er også på markedet flere foderprodukter, som har et tilstrækkeligt højt indhold af disse stoffer til, at det har en terapeutisk effekt. Nogle af disse er desuden sammensat således, at de har en speciel fedtsyresammensætning, som hæmmer den inflammation, der sker i gigtplagede led og dermed hjælper til at dæmpe smerten og øge bevægeligheden. 

Download Fauna app i dag!

seneste opdatering den 01.06.2024

cropped-Design-uden-navn-20-1.png
[forminator_form id="2413"]